I foreningsbladet “Grundstof”, nummer 1, årgang 23, 2004, side 18, bringer bladets redaktion et spørgsmål fra et undrende medlem af foreningen.
(citat begyndt)
…”Jeg forstår ikke, hvorfor man kan være tvungen til at være medlem af Stribgårdens Grundejerforening ?
Vi har været medlem i flere år, men aldrig helt fattet, hvad vi får for vores årlige kontingent. Vi har jo en grundlovssikret foreningsfrihed i Danmark – hvorfor gælder det ikke for grundejerforeninger?”…
(citat slut)
Foreningens bestyrelse fik en advokat til at give svaret og det ses her efterfølgende.
(citat begyndt)
…”Grundlovens paragraf 78 om foreningsfrihed går primært på retten til at danne foreninger – den såkaldte positive foreningsfrihed – ikke om man kan melde sig ind eller ud af foreninger. Men man kan naturligvis normalt bestemme om man vil være medlem af en forening eller ej – dog gælder der særlige regler for grundejerforeninger.
I henhold til § 15, stk. 2, nr. 13 i Lov om Planlægning kan kommunen beslutte, at der skal oprettes grundejerforeninger i for eksempel nye parcelhusområder – og bestemme medlemspligt. Kommunen skal i så fald tinglyse en deklaration om medlemspligt på ejendommen. Baggrunden er – at hvis kommunen overdrager nogle beføjelser til grundejerforeningen, for eksempel vedligeholdelse af fællesarealer – ja så skal alle beboere være med i den ansvarlige forening og ligeligt deltage i de økonomiske forpligtelser. Det er dette forhold, som gælder i Stribgårdens Grundejerforening og derfor er der af kommunen tinglyst medlemspligt af Stribgårdens Grundejerforening på de enkelte grunde”…
(citat slut).
Umiddelbart efter dannelsen af Stribgårdens Grundejerforening i 1974, fik foreningen skøde på de ca. 70.000 m2 friarealer som omgiver bebyggelserne i foreningens regi (det svarer til et tillægsareal på ca. 460 m2 pr. parcel i foreningsregi). Overdragelsesværdien blev sat til kr. o,- og der betales ikke skatter eller afgifter af nogen art.
Der var dengang ikke pålagt byggepligt på stedets parceller. De enkelte parceller skulle friholdes for unødig bevoksning eller ukrudter om man vil og de måtte ikke udvikle sig til opslagspladser med skure, skidt og skrammel og henstillede beboelsesvogne, ligesom fortove og gangarealer skulle friholdes for ukrudt og uordenligt morads og henslængte byggematerialer.
- Hvad man får for sit foreningskontingent ses af foreningens årsregnskaber. Regnskaberne finder du under hjemmesidens menupunkt “Arkiv/Regnskaber” – eller ved et KLIK HER
- Den mundtlige redegørelse / beretning om foreningens engagementer og specifikke gøremål med vedligeholdelse af fællesarealerne, gives hvert på foreningens ordinære generalforsamling.
- Skriftlige referater ses under hjemmesidens menupunkt Arkiv/Referater > Generalforsamling eller ved et KLIK HER
- Den tinglyste deklaration finder du under hjemmesidens menupunkt Forening > Deklaration eller ved et KLIK HER