Vidir og Thildur

Vidir og Thildur. Sådan hedder de to islandske heste som hver dag, sammen med Jacobsfårene,  kan ses græssende på grundejerforeningens 2½ hektar store eng der støder op til indfaldsvejen Strib (Gl.) Landevej. De to heste er med al tydelighed navngivet med rod i en Islandsk tradition, som i nyere tid er ført videre i opdræt af racen viden om.

Siger man stille navnene Vidir og Thildur og kaster blikket ud over engen og ser råger, alliker, krager, ravne og måger spankulere frejdigt rundt blandt hestene, og lader man fantasien fare, så aner man næsten for et kort øjeblik – her i det vestfynske – et anstrøg af et frodigt islandsk scenarie og ser måske også  vikingers skibe – der for det indre blik  – passerer forbi på den nærliggende smeltevandsflod som vi i vor tid kalder Lillebælt.

Engang var de tre. Nu er de to. Den tredie har nu daglige opgaver på en nærliggende rideskole hvor den opholder sig. De to tilbageblevne islænderheste – Den rødhårede Vidir, som er ”en drengehest med strithåret man” – er 14 år gammel og Thildur der er en hoppe er 16 år gammel (her i 2022) , bliver med mellemrum skilt fra fårene, når  læmning-sæsonen er aktuel.

Adskillelsen har til formål at undgå, at hestene træder på lammene og at fårene umiddelbart efter læmningen får lidt fred til at passe hver deres lam.

Den 1. December 2023 sluttede hesteholdet på engen. Thildur var kommet til skade og kombineret med fremskreden alder, vurderede ejer og dyrlæge, at den havde haft et godt hesteliv på engen og at det var godt for Thildur at det sluttede her.
Vallakken Vidir blev flyttet ud på rideskolen, hvor den fik fire nye islændre at gå sammen med.
Så pr. Den nævnte dato, opholder der sig ikke længere heste på foreningens eng.

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Dyr på eng. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *