1974 – 1984

”Ny by toner frem på Stribgårdens jorder” – sådan kunne man læse i Middelfart Venstreblad i sommeren 1973.

Året efter blev der dannet en grundejerforening på stedet og i forbindelse med foreningens 10-års jubilæum i 1984 skriver formanden, Ib Møller Hansen, et indlæg i foreningsbladet ”Grundstof” med titlen “1974 – 1984”.

Indlægget var et resultat af interviews og samtaler med den i teksten nævnte lokalpolitiker, Karl Erik Riisager.

”… I et sogn, som på mange måder lignede så mange andre sogne, sad engang et sogneråd og varetog sognets anliggender. Dette sogneråd sidder ikke mere, andre har taget over, men på en måde er det der endnu. Det blev nemlig opslugt af den store kommunesammenlægning…”.

Således kunne eventyret om Vejlby – Strib sogneråd med lidt fantasi indledes, fortæller Karl Erik Riisager. “Når tanker om udstykningen af Stribgårdens Jorder bliver til tale, så var udstykningen af Stribgårdens Jorder rent faktisk ikke en idé, der kom ved kommunesammenlægningen i 1970”.

Omkring 1947 arbejdedes der i Vejlby – Strib Sogneråd med en idé om køb af et stykke jord, hvor der skulle oprettes en boldbane. Og det var netop Stribgårdens Jorder, man havde i kikkerten, idet man overvejede at placere boldbanen på det nuværende engareal.
Da man i sognerådet i samme tidsrum havde erkendt, at kommunekontoret var for lille, opstod der tanker om køb af Stribgårdens bygninger, hvor man så eventuelt kunne etablere et mere rummeligt kontor. Men som det så tit går, så kunne “by og land-sognerødderne” ikke enes om hvorvidt kommunekontoret skulle ligge i by eller på land. Man regnede Strib for by og Vejlby for land. Den Salomoniske løsning på problemet blev, at man lagde kommunekontoret midt imellem by og land, nemlig ved Strib Landevej. (På modsatte hjørne, hvor der nu er oprettet en dagligvarebutik).

I Vejlby – Strib sogneråd var man djærve og solide mennesker, der ikke nødvendigvis var så stemt for kommunesammenlægning. I Vejlby – Strib sogneråd var der stemning for, at klare sig selv. Kommunesammenlægningsideen samlede så meget på sognerådet, at man enedes om at købe Stribgårdens Jorder til udstykning. Tanken med dette var, at sognerådet ønskede en styring af byggeudviklingen i Strib.
Sognerådets skitserede byggeplan for området gik ud på, at der hvor nu Jacob Gadesvej og Carl Nielsens Vej ligger, skulle der bygges fleretagers byggeri og på det nuværende grønne areal ved Brugsen skulle der bygges vuggestue og børnehave og at der i det øvrige areal skulle bygges gårdhuse og udlejningsejendomme samt etableres indkøbscenter.

Da kommunesammenlægningen i 1970 blev en realitet, blev sognerådets byggeplan “henlagt”. Det var jo nu Middelfart Kommune der evt. skulle udføre planen.

I 1972 holdt borgmester Herman Jensen en tale i Strib, hvor han bl.a. udtalte: “Middelfart Kommune har ikke midlerne til byggeri på Strib de første 10 år”. Denne tale blev overværet af et tidligere medlem af Vejlby – Strib sogneråd, Karl Erik Riisager, som ved kommunesammenlægningen var blevet medlem af Amtsrådet og var blevet formand for L. A. B. – som er Landssammenslutningen for Arbejdsløshedens Bekæmpelse. Ved borgmesterens ord ihukom K. E. Riisager, at der netop var indført bygge- og anlægsstop for kommunerne, og han fik den idé, at L.A.B. kunne købe Stribgårdens Jorder og udstykke til bebyggelse.
Kontakter blev sluttet, forhandlinger indledt og i begyndelsen af november 1972, meddeltes i dagspressen, at L.A.B. havde købt Stribgårdens Jorder for 1,6 mill. kroner og havde planer om en udstykning på 300 parceller.
Navnet L.A.B. er næppe ukendt for mange, men derimod er der nok mange, der ikke ved præcist, hvad det står for.
L.A.B. blev startet under 2. verdenskrig med det formål at skaffe arbejde til de arbejdsløse, som man ventede ville komme, når besættelsen var forbi. For Fyn lededes organisationen af kreditforeningsdirektør Jensen, Odense og efter hans død blev K. E. Riisager formand i 1972.
Da man efter krigen ikke fik den ventede arbejdsløshed, og de mange planer, som blev udarbejdet i så at sige alle kommuner, ikke kom til udførelse, gik foreningen L.A.B., som havde fået en vis kapital gennem forskellige aktiviteter, i gang med byggeri.

I sommeren 1973 påbegyndtes byggemodningen af de første 50 parceller, og i Middelfart Venstreblad, kunne man læse: ”Nye by toner frem på Stribgårdens jorder”.
Byggemodningen skred hurtigt frem og alle etaper blev gennemført på rekordtid.
I 1974 byggede Brugsen sin nye forretning i det nye kvarter og der blev holdt rejsegilde den 2. oktober. Det var i øvrigt det år, at Brugsens bestyrelse bekendtgjorde, at dividenden ville blive afskaffet.
Samme år var tiden moden til at oprette en grundejerforening.

Tirsdag den 1. oktober afholdtes stiftende generalforsamling på Hotel Stauerby Skov.
Stribgårdens Grundejerforening var nu en realitet og med nybyggermentalitet og ildhu konstituerede bestyrelsen sig – ifølge mødereferatet – på stående fod.

Ved den lejlighed overdrog K. E. Riisager lejeindtægt for engen på kroner 1000 til foreningen som startkapital.

Da der var gået yderligere nogle år og da L.A.B. havde afsluttet udstykning og regnskab, fik foreningen overrakt yderligere 100.000 kroner til at stå på rente i årene frem.

Det vil føre for vidt at nævne alle sager, der har været arbejdet med i foreningens 10-årige eksistens.

Som et kuriosum kan det fortælles, at de første klager, der indløb til bestyrelsen i januar 1975 gik ud på følgende:
Tysk TV 1 var for dårligt. Kloakkerne tilstoppede. Sen grusning af vejene. Ved regnskyl dannedes flod på stamvejene. Fortovene var ufremkommelige ved forskellige byggerier på grund af tilfældigt placerede byggematerialer og så savnede man i øvrigt gadebelysning på vejen fra Kåsvej mod Brugsen.
Nybyggertilstande – Ja mon ikke!…”

/ ibmh 1984